I den entreprenørvirksomhed, som jeg har været direktør for gennem de seneste otte år, har vi en tradition for at holde en sommerfest hvert år tidligt på sommeren og dermed før, de fleste af medarbejderne holder deres sommerferie.
Vi er 27 ansatte i firmaet, og der er faktisk en tradition for næsten 100 procents tilslutning, så med de ansattes partnere, som også er inviteret med til festen, er vi normalt lige omkring 50 mennesker.
Vi er ikke så mange i firmaets administration, så jeg har de senere år påtaget mig opgaven med at arrangere sommerfesten, som hvert år omfatter en god middag med efterfølgende dans til levende musik. Og der er tradition for, at vi hvert år hyrer det samme band på tre mand til at spille for os under middagen og efterfølgende til dansen resten af aftenen.
Men i år løb jeg ind i et problem, for vores faste band kunne ikke påtage sig opgaven, fordi ham, der spiller guitar, er blevet alvorligt syg, og det er åbenbart endnu ikke lykkedes de to andre at finde en ny tredjemand til bandet.
Det gjorde mig ondt at høre, at guitarspilleren er blevet syg, for han var en meget underholdende fyr, der spillede nærmest virtuost på sin guitar, og så havde han også en ganske glimrende sangstemme.
Jeg måtte altså på jagt efter nogle andre til at stå for den musikalske underholdning, og jeg fik i den forbindelse en anbefaling af ham fra vores faste band, som jeg ringede til for at bestille dem til at spille til vores sommerfest.
Det bragte mig i kontakt med et lidt større band, nemlig fem midaldrende herrer, som i en forholdsvis sen alder har fundet sammen i et band, som bliver ganske flittigt brugt til diverse arrangementer i stil med vores sommerfest.
Måske er det lidt overdrevet med et fem-mands orkester til en fest med bare et halvt hundrede deltagere, men det viste sig, at de ikke var ret meget dyrere end vores faste musikere, for de skal ikke leve af deres musik, da de alle fem har gode og vellønnede job ved siden af, så musikken først og fremmest er en slags hobby for dem.
Ham, jeg talte med, er faktisk advokat i sit civile liv. Han fortalte, at det oprindeligt var interessen for jazzmusik, der havde bragt de fem sammen, men de fandt nu hurtigt ud af, at mennesker til en fest ikke har lyst til at høre på jazz en hel aften, så de lagde deres repertoire om, så jazzen kun fylder minimalt i det.
Han fortalte også, at han selv spiller på trommer, og at han faktisk har gjort det i mere end 40 år, efter at han som purung fik et lille og billigt trommesæt i gave til sin konfirmation. Den gang var det rockmusik, han interesserede sig for, men siden slog han sig på jazzmusik, og nu er det så sammen med de fire andre i bandet endt med primært at være almindelig dansemusik og stilfærdig taffelmusik under middagen. Dem glæder jeg mig til at høre på lørdag.