Så er det på tide, at vi skal til at forny vores Lei nummer. Det skal vi gøre hvert år. Det plejer at være en rimeligt nem proces, men i år har vores leder bedt os om først at undersøge, om der findes billigere Lei priser. Han har ikke tiden selv til at undersøge det, men har set et eller andet sted, at man kan få lavet en aftale med en Local Operating Unit om at få fornyet sin Lei-kode i en årrække. Uden at man selv skal huske på det og minde udbyderen af den service om det.
Glemte det
Grunden til, at han har bedt os om at finde de billigste Lei kode priser, er, at sidste år glemte han det fuldkomment. Og der vankede rent ud sagt skideballe fra bestyrelsen. Han fik så meget skæld ud, at han blev fuldkommen knust. Et stort sår i hans image, som er, at han er professionel, har styr på tingene og altid er på forkant med udviklingen. Så forståeligt nok. Vi skal have fat i et firma, som kan huske tingene for os. Jeg kan godt huske, da han kom tilbage efter det fatale bestyrelsesmøde. Han var grædefærdig. Vi undrede os meget, men han var mand nok til at fortælle os om sin glemsomhed.
Godt sammenhold
Nu har vi et ret godt sammenhold her i den afdeling, hvor jeg arbejder, og vi ville naturligvis gøre alt, hvad vi kunne, for at han ikke skulle gå hjem med røde grædeøjne. Så vi sagde til ham, at skaden er sket. Han er ikke blevet fyret, fordi han er god. Og så gik vi på bar og drak tequila. Det er han også god til. Jeg var ret imponeret. Selv har jeg det sådan, at jeg meget sjældent drikker meget stærk spiritus. Højst et glas vin til mig, tak! Men vi drak altså tequila og spiste bagefter mexicansk mad. Sådan nogle retter med stærke saucer og masser af majskorn. Jeg kan faktisk ikke lide majs. Men hvad gør man ikke for sammenholdet? Næste dag mødte vi alle op med tømmermænd. Ja. Men vi fik fornyet Lei-koden, og efter kun 8 timer kunne vores chef handle med sine værdipapirer igen.
Han kom i øvrigt forbi vores afdeling sidst på eftermiddagen den dag. Måske var det, fordi han gerne ville tale med vores leder. Han ville vist gerne bløde lidt op efter skideballen dagen i forvejen. Det første, han sagde, var nemlig, at han havde ledt efter os dagen i forvejen, men ikke havde fundet en eneste af os. Vi kiggede på ham, fortalte ham, at vi havde brugt eftermiddagen dagen før på at ’samle vores chef op’, fordi han var ret langt nede. Sådan mentalt. Chefen kiggede på os med et par store, runde øjne, der normalt bliver gemt bag et par tykke briller.
Han kom til at grine højt og sagde, at han havde faktisk set os inde på baren nede på hjørnet. Han ville bare lige sikre sig, at der ikke bliver taget nogle dumme og unødvendige beslutninger.