I mit daglige arbejde som smed har jeg tit brug for at forme metal. Det er en magisk proces. Synes jeg i hvert fald. Ellers var jeg jo nok ikke blevet sølvsmed. Det her med, at man kan slibe og file et stykke metal, til det bliver et smukt smykke som et eller andet menneske, vil bære i mange år, fascinerer mig.
Fint håndværk
Fx så gør det et ualmindeligt, stort indtryk på mig, hvor fine ting mennesker altid har lavet – tænk bare på guldhornene, som blev fremstillet i 400 tallet. Altså engang i jernalderen. Dengang har de brugt lang tid på at smelte, støbe, skære, forme og banke metallet, så det fik de fine profiler og silhuetter. Og hvor mange timer har de ikke brugt på at slibe metallet, så det blev fint og blankt. Alt blev lavet i hånden og med simple værktøjer.
Nutidens elværktøj
Heldigvis, så har den moderne teknologi hjulpet os i vores fag: Der findes nye metoder til at skære metal helt præcist. Fx er der mange, der anvender laser. Men jeg vil sige, at elektricitet er nok den opfindelse, som har hjulpet vores fag mest. Vi har et stykke el-værktøj, som vi bruger dagligt. Det kaldes for en micro-motor, som kan rotere små bor eller slibemidler, så vi kan bore huller, file og pudse genstandene, vi arbejder på meget hurtigt. Men alligevel, sommetider har vi brug for at fremstille hjælpemidler, så vi kan få det resultat, vi gerne vil have frem. Det kan være meget små flader, der skal files jævne.
Selv en skruetvinge er smart
Forleden dag skulle jeg slibe en kniv, som jeg bruger til at skære slidt sandpapir væk fra sådan en lille dims, vi har til micro-motoren. Jeg skar mig på kniven, og den var sløv. Av. Så jeg måtte hen til en af vores vådslibere for at få den slebet op til at blive skarp. Selvom det ikke tager så lang tid at slibe en kniv op, så er det irriterende at blive afbrudt i arbejdet af den slags små sideopgaver. Vi har en aftale her på værkstedet, at når vi har brugt et af vores fælles stykker værktøj, så efterlader vi det rent og i god stand. Men det er der åbenbart én her, der glemte. Kniven var ikke i god stand.
Med en såret finger og en skarp kniv fik jeg dog skåret sandpapiret til og kunne fortsætte med at slibe genstanden, jeg er i gang med at fremstille. Det tog godt nok lidt længere tid, end jeg havde regnet med. Min finger kunne ligesom ikke holde på genstanden, fordi den var pakket ind i gaze og plaster. Og de skruetvinger, vi har, er for store til at holde genstanden fast. Så færdiggørelsen af smykket må vente til, at jeg kan holde på genstanden igen. Indtil da må jeg sætte min fantasi i gang. Jeg kan heldigvis godt holde på en blyant, så tiden skal bruges til at tegne nogle idéer, jeg har til en ny kollektion, vi vil lancere til foråret. Og jeg kan da trykke på tastaturets taster og musens knapper, så de tekniske tegninger også kan blive færdige. Det vil tage ca. 2 dage af min tid. Efter det vil min finger sikkert være ok igen.